Magnus gik ikke med til fødselsdagen. Han møder heller ikke op til hverken træning eller kamp og melder ikke afbud. En sen eftermiddag ringer træneren på hos Magnus og vil tale med ham. De sidder alene på Magnus´ værelse og taler sammen. Træneren virker meget interesseret i Magnus og hans liv og spørger til alt muligt. Magnus fortæller, at han har været meget ked af det. De får en god snak og aftaler, at Magnus kommer til træning ugen efter. Træneren taler bagefter med Magnus´ mor om det.

Det er godt, du har ham, siger hun til Magnus, da træneren er gået. Han er en sød fyr, fortsætter hun. Magnus er enig. Han er god at snakke med. Næsten som en ven.

Ugen efter træner Magnus med igen. Han har holdt kontakt med sin træner på Messenger næsten hver dag siden snakken. Men Magnus har det mærkeligt indeni til træningen og holder sig meget for sig selv. De andre drenge på holdet gør ikke rigtig noget for at få kontakt med ham. Faktisk siger de slet ingenting. Stemningen er underligt trykkende. Efter træning tilbyder træneren at køre Magnus hjem. Han vil gerne tale med ham på tomandshånd, siger han.

Træneren kører en omvej, så de har tid til at tale sammen. Han standser bilen på en markvej og vender sig mod Magnus. Træneren virker helt anderledes, end han plejer. Han ser kærligt på Magnus og lægger pludselig sin hånd på Magnus´ lår. Nusser ham.

Magnus sidder helt stille og ved ikke, hvad han skal gøre. Som en stemme langt væk hører han træneren sige, at Magnus er en dejlig fyr. At han skal være ligeglad med de andre på holdet. Magnus ser på trænerens hånd på sit lår. Han får det dårligt og beder om at komme hjem. Det føles helt forkert.

Er du sikker på, du vil hjem nu, mumler træneren. Magnus er sikker. Helt sikker.
Ingen af dem siger noget på turen hjem. Ses vi til træning på torsdag, spørger træneren. Måske, svarer Magnus, men ved, at det ikke vil ske. Ikke i den klub og ikke med den træner.