Fridas version

Jeg ved ikke, hvor jeg skal begynde. Det var meget mørkt. Lau virkede i godt humør, vi snakkede om alt muligt. Pludselig standsede han og ville have, jeg skulle stå af cyklen. ”Vi skal lige sige godnat”, sagde han. Jamen så godnat, svarede jeg, og bad ham cykle videre. Det ville han ikke. 

Vi stod på stien. Jeg var næsten hjemme. Jeg kunne se vores udhus og carporten. 

Lau bad mig sige tak for, at han fulgte mig hjem. Jeg sagde tak, men så grinede han bare.
Vi begyndte at gå. 

Tæt på vores udhus smed Lau pludselig cyklen fra sig. Han tog min hånd og trak mig om bag udhuset – væk fra vejen og stien. Jeg forsøgte at trække hånden til mig.

Det gik så hurtigt.. jeg nåede ikke rigtigt at gøre noget og vidste ikke, hvad han ville. Han holdt mig fast – op mod muren og begyndte at kysse mig. Jeg forsøgte at skubbe ham væk, men han blev bare ved og bed mig i kinden. Jeg hørte ham sige, at jeg skulle stoppe. At han godt vidste, hvad jeg ville have.
Jeg sagde, at jeg ikke ville. At han skulle lade mig gå ind. Jeg sagde hele tiden nej Lau, lad nu være…

Han knappede mine bukser op og stak sin hånd ned i mine trusser. Pludselig lå vi i græsset. Han holdt sin ene hånd over min mund….

Så voldtog han mig. Jeg kunne ikke få vejret.
Da han var færdig, rejste hans sig. Så ikke på mig, sagde bare sov godt, Frida, og så gik han.

Jeg blev liggende – kunne ikke bevæge mig, kunne ikke tænke klart. Jeg nærmest kravlede op til vores hus og mødte min far i døren. Hvordan kunne han gøre det? Jeg forstår det ikke.